Forside Blog Side 2

DFAC holder 5 og 6 års fødselsdag

8. – 10. oktober holder DFAC sit første foreningstræf i 2 år – der naturligvis ligger i weekenden ved DFAC´s 6 års fødselsdag, d. 11. oktober. Siden den gang, er DFAC blevet en voksen forening på næsten 500 medlemmer.

Træffet indeholder både underholdning og alvor, for vi skal både høre om, hvordan det er at bo i sin autocamper året rundt, vi inviterer repræsentanter fra de 10 fynske kommuner til en paneldebat om ”Bæredygtig autocamperturisme på Fyn”, vi skal høre og deltage i et musikalsk indlæg om ”Frie fugle på træk” og endelig fortæller Øl-entusiasterne om, hvordan man opnår de forskellige smagselementer i øl. Imens byder DFAC på smagsprøver med og uden alkohol.

Træffet finder sted på Rævebakkeskolen i Nyborg, der ligger ved et naturskønt område tæt ved Storebælt velegnet til gåture i pauserne og lufteture med hunden – ca. 2½ km fra Nyborg Centrum.

Læs mere på denne side, hvor der også er link til tilmeldelse.

Er du ikke medlem endnu – kan indmeldelse ske her

Aktiv ferie …

0

... og total afslapning

Som aktiv i DFAC kan man godt kombinere foreningsarbejdet med ferien. Vi fik anvist de skønneste pladser i Kerteminde kommune fra et lokalt medlem og prøvesov dem. Mødte Borgmester Kasper (Ejsing Olesen) og andre venlige mennesker – og får alt betalt på samme vilkår som formanden – 0 kr. 😊

Ud over, at Lejf og jeg, sammen med et andet medlem fra den ”fynske træfgruppe”, skulle se på lokaler på Fyn til Fødselsdagstræffet d. 8-10. oktober, stod planen på ren ferie. Dog måske med en afstikker til Tønder, på grund af deres parkeringszoner på Rømø og langs Vadehavet, og måske med en snak med den afdelingsleder i kommunen, der først i juni lovede os svar indenfor en uge på en henvendelse i marts om P-zonerne og parkeringsbekendtgørelsen for Rømø. Det svar venter vi stadig på.

Men dagen før afgang, havde Fyens Stiftstidende en artikel om at 3 campingpladser var kede af at så mange autocampere parkerer på Kerteminde Lystbådehavn, fordi de tror, at de mister omsætning herved og at Borgmester Kasper Olesen ikke kunne få øje på løsningen.

Det ville vi i DFAC gerne hjælpe med, og Borgmesteren var meget positiv, da vi ringede, så vi aftalte et møde ugen efter, hvor vi lovede at have fundet en række gode steder, hvor autocampere kan parkere og sende ham materialet på forhånd.

Flere af vore medlemmer på Fyn er meget interesserede i historie og i naturen og havde alle forudsætninger for at udpege dejlige steder, som vi kunne anbefale Borgmesteren – desuden fandt vi et par ideer til pladser nær Kerteminde by. Men for at kunne anbefale stederne til Borgmesteren, måtte vi jo checke dem – og så er det godt, at vi sover middagssøvn, for så kunne vi jo kvalitetssikre 2 pladser pr. dag 😊.

Kerteminde kommune er en fantastisk oplevelse med masser af små landsbyer med kirker og bindingsværkshuse – og snævre gader, der leder tankerne tilbage til den tid, hvor biler var en sjældenhed – eller slet ikke eksisterede.

En artikel (for abonnenter) på Fyens.dk indeholdt, at Greve Niels Reventlow ikke ønskede at autocampere overnatter på hans jord langs Bøgebjerg og Måle strande, og vi fik en god snak med Greven, der slet ikke er ked af, at nogle autocampere overnatter langs stranden. Men der holder nu så mange autocampere på strækningen, at andre mennesker ikke kan få den adgang til naturen, som er tanken bag vores lovgivning om Kystzoner og deres anvendelse. Vi talte om, hvordan han bedst kunne regulere parkeringen, hvilket han som grundejer har ret til at gøre.

Vores oprindelige opgave var jo at kigge på lokaler og P-pladser til Fødselsdagstræffet – vores første årstræf i 2 år – men vi aner jo ikke, hvor mange medlemmer, der deltager, og heller ikke, om der igen indføres afstandskrav på grund af Coronaen. Så vi har måttet fravælge mange dejlige steder, der ikke helt havde kapaciteten – fordi vi så nødigt sige ”nej” til medlemmer på grund af pladsmangel. Allerede i juni var vi i træf-gruppen rundt at se på en række lokaler, og nu besøgte vi igen Nyborg og Svendborg.

Denne gang kom vi ”i mål” og Fødselsdagstræffet 2021, d. 8-10. oktober bliver på Rævebakkeskolen i Nyborg.

Undervejs var der dagevis med småture i det Sydfynske – ren afslapning langs strandene og i havne med udsigt til den flittige sejlads i øhavet syd for Fyn. Her fik vi tid til at filosofere lidt:


Hvem har besluttet at synet af et sejlskib med hvide sejl – mod blå himmel og tilsvarende hav er smukt – mens hvide autocampere, der er parkeret i samme perspektiv, ikke er det?
Hvorfor er friheden på havet mere legal end friheden på landjorden? Masser af sejlere lever i bådene og sover, mens de ligger for svaj eller i havnen, og det er der ingen, der gør af!
Hmmm.

Mens vi holdt nær Svendborg, kom et mobilt klokkespil og parkerede på den modsatte side af vejen – og Lejf fik sin yndlingsmelodi spillet på klokker – det var smukt! Det var organist og klokkenist fra vor Frue Kirke i Svendborg, Povl Christian Balslev, som kører rundt med sit 10 tons tunge klokkespil på en lastbil og spiller Højskolesange m.m. Han skulle lige varme lidt op til aftenens koncert på Jessens Mole i Svendborg.

Restauranterne var lukkede, da vi endelig fandt en P-plads i Svendborg, men dagen efter tog vi revanche og fik besøgt byen i bygevejr, der jo gav ekstra mange besøg i cafeer og butikker. Desværre siges det, at cirkuspladsen, hvor vi holdt (55°03’46.6″N 10°36’59.5″E, 55.062947, 10.616540), snart skal bruges til byggeri. Hvor mon man så kan holde med sin camper tæt på byen, mens man oplever den?

Fra fastboende nær Svendborg hørte vi om en ny havnecafé i Falsled, Vandkanten, der skulle have lidt spændende mad. Det måtte vi prøve, og vi tog en overnatning blandt andre hyggelige autocamperfolk i Falsled Havn. Maden var OK – men til gengæld var øllerne fra Midtfyns Bryggeri, noget særligt, så bryggeriet blev vedtaget som et senere mål på turen.

Det var lummert og vejrudsigten lovede masser af regn i den sydlige del af Fyn – så vi kørte til Bogense, til tørvejr – troede vi. Men det var trods alt bedre her, end i Assens som fik dobbelt skybrud kort efter vi var kørt.

Vi holder meget af Bogense og det meste af Jyttes pæne tøj er købt dér, så forventningerne var høje. Og så dumpede vi helt tilfældigt ind i årlige Rosenfestival – og også helt tilfældigt ind i en stor gruppe autocampere, der netop var i Bogense af denne årsag. Her var mange kendte ansigter, og vi fik sludret hyggeligt mellem bygerne.

Der var masser af musik i byen, og vi faldt for et rigtig godt orkester undervejs, som gerne ville spille til vores Fødselsdagstræf. Men fornuften sagde ”nej”, der er stadig Corona i omløb – og det er svært at danse på afstand.

Når vi kører i udlandet, besøger vi ofte små restauranter, værtshuse og lokale forsamlingssteder for at få fornemmelse af, hvordan det er at være fastboende i det område, hvor vi parkerer for natten. Sådan et spændende sted fandt vi i Gluds Café i Ringe, og vi nåede lige at få en øl hver og en fremvisning inden de lukkede for aftenen. Stedet er specielt, fordi man gerne må have sin egen mad med – og tilmed kan låne bestik og tallerken, og indretningen med forskellige gamle møbler fra genbrugsforretninger og de aktiviteter, der finder sted i cafeen for mange aldersgrupper, gør den ret anderledes og spændende.

I mange af de mindre samfund langs landevejene på Sydfyn så vi en del godt brugte tricykler placeret nær vejen, formentlig fordi beboerne forsøger at få bilisterne til at sætte hastigheden ned. Men de lokale, fartglade bilister, som har set dem før, reagerer så nok ikke den dag, hvor der faktisk er et barn ved tricyklen.

Vores tur på Fyn sluttede, hvor vi startede, ved Minigolfbanen i Kerteminde – der er ret udfordrende, men lidt slidt. Og vi havde et rigtig godt møde med Borgmester Kasper Ejsing Olesen, der havde forberedt sig godt og også selv havde overvejet flere steder, hvor autocampere kunne parkere i kommunen. Sammen med kommunen satser vi på, at Kertemindes kønne områder fra næste år udnyttes langt bedre, så autocamperturister kan finde gode pladser rundt om i kommunen til gavn og glæde for alle parter.

Vi har virkelig nydt turen på Fyn og kunne godt bruge 14 dage mere her, hvor rigtig mange landmænd har sået blomsterfrø mellem vejen og markerne og flere brakmarker er tilplantet med blomster. Mange tak til jer for en meget smuk tur!!! Der blev ikke tid til besøg i Tønder – det må vente til en anden gang!

0006-Lejf og Jytte

Vinfest Borntaler Hof 2021

Som traditionen byder det, har et antal danske autocampere besøgt vingården Borntaler Hof ved byen Osthofen mellem Mainz og Worm.
Vingården afholder i 2. weekend i juli en større vinfest. Denne var i 2020 aflyst pga. Corona, og i år var den kraftigt reduceret på grund af Corona-restriktioner.
Der deltog derfor kun 12 danske campere hvor der under normale omstændigheder er 40 – 50 campere med flere nationaliteter.
Programmet var derfor også noget reduceret.

Vingården ligger jo smukt i markerne udenfor Osthofen. Den ejes af familien Lang som ses herunder, også med deres bedårende bambier 🙂

Autocamperne parkeres på marken lige udenfor gården, og da vi kun var 12 biler kunne vi opstilles så der var god plads til “camping opførsel”. Vi fik hele tiden besøg af dyrene, se f.eks. denne flotte buk:

Festligheder var i år indskrænket til hyggelig fællesspisning fredag og lørdag. Fredag fik vi en lækker grill tallerken og lørdag var der et udvalg af Flammkuchen man kunne vælge. Det var sågar muligt at få en vegetar.

Under fredagens spisning blev vi underholdt af et større brass band, der efter en times træning gav en forrygende koncert. Og vi var under hele middagen skarpt bevogtet af gårdens hyggelige dalmatiner: Nellie.

I dagtimerne var der almindelig hygge: der blev sparket dæk, diskuteret mobil net opkobling, fortalt løgnehistorer og cyklet ture.
Nord for Osthofen ligger en række hyggelig landsbyer, og den flade ture langs Rhinen er jo altid interessant.
Syd for byen ligger Worms indenfor rækkevidde, og der var endda nogle der fik lidt kultur under besøg i domkirken.

Søndag formiddag var der almindelig opbrud, og deltagerne forsvandt i alle retninger.

Der skal lyde en stor tak til Karsten Brendstrup Hansen for igen i år at have koordineret denne tur.

Indvielsen af ny autocamperplads Marsk Camp

Heftige byger gjorde, at den ”officielle del” blev flyttet ind i Restauranten, hvor vi blev hjerteligt modtaget af centerets leder, Pia de Place.

Pias tale spandt over placeringen i Hjemsted og indbød os til at føle os hjemme på pladsen i den skønne natur. Pia opfordrede desuden til at komme med forslag til forbedringer af pladsen og dens faciliteter, men der er ikke meget at sætte fingeren på. Pladsen giver indtryk af, at der er gået grundigt til værks og den bærer præg af kvalitet og en dygtig gennemarbejdning af detaljerne.

Ca. 40 autocampere deltog i indvielsen hvor alle autocamperforeninger var repræsenteret og også mange uden tilknytning til foreningerne deltog. Et herligt solskin og en frisk vestenvind prægede eftermiddagen og aftenen, hvor deltagerne hyggede sig i restauranten og i små grupper rundt om på pladsen.

Se også omtalen i Jyske Vestkysten

På FritForum er beskrevet udviklingen fra Hjemsted Oldtidspark til Marsk Camp, som DFAC fulgt og givet input til fra projektets tidligste stadie.

Indvielse af autocamperplads Marsk Camp

Med ultrakort tidsfrist er vi blevet inviteret til indvielse af denne spændende autocamper campingplads i Sønderjylland https://www.marskcamp.dk/ .

Hjemstedvej 60, 6780 Skærbæk
55°09’08.2″N 8°44’30.7″E
55.152265, 8.741849

Programmet mandag den 5/7 er:

  • Indtjek af autocampere vil foregå hele dagen
  • Første ankomne autocamper på dagen får en stor buket blomster
  • Kl. 11.00 Indvier vi pladsen
  • Fælles skål og fælles foto
  • Der vil være bobler og sødt, når man kommer til pladsen, pladshenvisning er åben hele dagen
  • Rundvisning på Marsk Camp vil foregå kl. 14.00, kl. 17.00 og kl. 20.00

Der er gratis overnatning med autocamper fra mandag til tirsdag i forbindelse med åbningen 😊

Mad kan købes i restauranten https://www.marskcamp.dk/restaurant.

DFAC har været med fra starten i maj 2019, da 9 lokale folk fra Skærbækområdet splejsede om at købe Hjemsted Oldtidspark, Danernes Verden med tanker om at omdanne området til en stor autocamper campingplads. De 9 folk har vidt forskellig baggrund – elektriker, landmand, entreprenør, autoforhandler mv. og de har sammen skabt en meget spændende autocamper campingplads med ret utraditionelle faciliteter, som de nu inviterer os til at være med til den første indvielse af. Der kommer nemlig endnu en indvielse senere, når pladsens markør – et højt tårn – er færdigt, men det lider pt. af jernmangel. 😉

Undervejs i projektet og i byggeperioden har vi givet tips og ideer og delt vores erfaringer med ejerne.

Som tak herfor ville ejerne først give en gratis overnatning fra indvielsesdagen mandag til tirsdag til DFAC´s medlemmer.  Vi opfordrede til, at dette tilbud om gratis overnatning fra mandag til tirsdag gælder alle autocampere uanset organisering eller ej – og sådan blev det.

I kan læse lidt mere her om udviklingen her på hjemmesiden: https://www.dfac-tester.dk/?p=5093 , https://www.dfac-tester.dk/?p=5241 og  https://www.dfac-tester.dk/?p=5907

Og i tråden på FritForum: https://www.dfac-tester.dk/fritforum/viewtopic.php?f=17&t=4498

Kom og vær med til indvielsen og vis flaget for vores dejlige forening – mon ikke de bedste pladser bliver taget først?

Træf sæsonen er startet

Nu tør vi mødes igen og det gør vi rundt om i landet 😊 – følg med i kalenderen her på siden og endnu bedre inde på FritForum i trådene om Spontane træf / Vi tager til X-købing. Skal vi mødes? og Træf indbydelser, for det tilfælde af, at vi ikke når at omtale træffene her på siden.

Alle træf i DFAC er ”non-profit”-træf, så deltagerne kun betaler for det de får og forbruger.

Et spontantræf – dækspark i Løgumkloster sidst i maj måtte droppes på grund af voldsom regn – nu kunne vi godt bruge et par af de dråber, men de blev ikke gemt.

D. 11. juni begyndte træfsæsonen med Gensynstræffet i Sønderjylland på initiativ fra 0001-Egon. Et ægte DFAC-rulletræf som startede med rundvisning på et lille museum i den lille grænseby Rens ved grænseovergangen Pebersmark. Emnet var ”historien om grænselandet fra Ejderen til Kongeåen”.

Derpå kørte karavanen af autocampere videre til ”Englændertræf” i Løgumkloster med en fantastisk mængde spændende gamle biler.

Træffet sluttede i Christiansfeld, hvor vi næsten sagde goddag til Dronningen.

d. 16. juni mødtes en masse DFAC-medlemmer fra en stor del af Jylland til Spontantræf på Svovlsyrekajen i Fredericia med dækspark, udveksling af tips og viden, fremvisning af bilerne og gode rejsehistorier.

d. 22-24. juni holdt 0149-Tove og Erling et rigtig hyggeligt Sct. Hans træf i Knivkær ved Korsør i pragtfuldt vejr. Ud over de obligatoriske Sct. Hans bål – der var 2 ! – indeholdt arrangementet en rundvisning på egnen med den lokale guide Kurt Rehder, som er en knald-god fortæller med en enorm viden om områdets historie.

Og vi fortsætter:

Tirsdag den 6. juli fra kl 15 til det bliver mørkt (og det gør det jo ikke 😊), mødes vi på Sjælland på en stor P-plads på flyvestation Værløse, til et hyggeligt aftentræf, hvor vi vil vise vore nye og gamle biler frem og få en go´ snak. Et medlem medtager en motortester – hvis der skulle være medlemmer hvis bil trænger til en test.

Koordinaterne er: 55.774414 – 12.334105

I weekenden 13 – 15 august mødes vi igen til spark-dæk-træf i Kalundborg – nærmere information kommer senere 😊

Sikker kørsel – også i autocamper. Ny EU lovgivning.

Ny EU lovgivning

DFAC har givet feedback til EU-kommissionens ”køreplan” om revision af direktivet om kørekort: https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/12978-Revision-af-direktivet-om-k%C3%B8rekort_da .

Vi er dermed så småt gået i gang med det arbejde om at køre mere sikkert i autocamper, som vi drøftede under 4 års fødselsdagstræffet på Keld Kortegaards køretekniske anlæg på Mors.

 EU kommissionens oplæg til høring om sikkerhed blev tilsyneladende misforstået af mange autocamperfolk, og rigtig mange har i stedet indsendt kommentarer om B-kørekortet ifht. vægtgrænserne.  Jf. EU´s sider og Folketingets EU-oplysning vil kommentarer, som ikke vedrører emnet eller den foreslåede lovgivning, blive sorteret fra. DFAC har derfor prøvet at holde os til at kommentere på 2 af initiativets punkter (i Word-oversættelse her):

  1. Overdrevent antal færdselsuheld med trafikdræbte og alvorlige kvæstelser, hvor farlig adfærd spiller en rolle.
    Unionens mere ambitiøse mål kan være at kræve for at opdatere de nuværende regler og procedurer for førertest og -uddannelse, navnlig med hensyn til, hvad der vedrører erfaring og risikobevidsthed.
    Desuden er konsekvenserne af trafiksikkerhedsforseelser begrænsede, når de begås af ikke-residenter og undlader at ændre de berørte chaufførers adfærd.
  2. For mange færdselsuheld med trafikdræbte og alvorlige kvæstelser, hvor utilstrækkelige færdigheder, viden og/eller helbredstilstand spiller en rolle.
    De mere ambitiøse EU-mål og den samfundsmæssige og teknologiske udvikling kræver, at de nuværende regler og procedurer for testning og uddannelse af førere (herunder medicinsk egnethed) ajourføres, når der effektivt kan opnås yderligere resultater med hensyn til trafiksikkerhed.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/LSU/?uri=CELEX:32019R2144

som standard skal monteres rigtig mange automatiske førerassistent-systemer i nye biler. Dette vil komme nye autocamperejere til gavn, og der kommer mulighed for at supplere med endnu flere sikkerhedssystemer i fabrikanternes forskellige tilvalgs”pakker”.

Men autocampere lever jo meget længe, og derfor har vi opfordret både Kommissionen og Fiats internationale serviceorganisation til at undersøge, hvilke af disse systemer, det vil være muligt at eftermontere i ældre biler. Vi afventer svar fra Fiat.
Hvor disse nye aktive og passive systemmer eller andet fremdriftsmiddel ( ex el ) giver en vægtforøgelse foreslår DFAC, at vi fremover uden at hæve laste-vægten må køre AC på mere end 3500 kg uden trailer med et alm B-kørekort efter et kursusforløb. Det er el-varevogns reglen vi kopierer.

Hele vores høringssvar kan læses her:

https://www.dfac-tester.dk/fritforum/download/file.php?id=11595

Generalforsamling afsluttet

0

Vi har holdt en god og rolig generalforsamling 2021 i DFAC. Næsten 20 % af medlemmerne afgav deres stemme til de ”sædvanlige” punkter, en vedtægtsændring og et medlemsforslag.

Det er rigtig rart, at medlemmerne interesserer sig for foreningen ved op til valget at have deltaget i debatterne på vores interne FritForum og ved at afgive deres stemmer under vores 5 dage lange generalforsamling. Da vi er en internetbaseret forening, kan alle medlemmer på denne måde være med til både debat og afstemning, uanset om de er på tur eller derhjemme.

I år var det ikke muligt at holde vores planlagte Forårsmøde på Forårstræffet, hvor bestyrelsen normalt får gode input fra medlemmerne. I stedet afholdt vi 2 velbesøgte videomøder, hvor medlemmerne kom med mange gode emner til DFAC´s strategi. Vi diskuterede bl.a. de hurdler, som væksten i autocamperturismen kan afføde på de populære destinationer.

Ved generalforsamlingen blev 2 nye medlemmer valgt til bestyrelsen samt 2 velkendte suppleanter, og vores interne revisor blev genvalgt.

Den nye bestyrelse er trukket i arbejdstøjet og har d. 11. maj konstitueret sig med:
Formand Jørn Skou
Sekretær Søren Dalsgaard
Økonomi og medlemsansvarlig Anne Marie Knudsen
IT-ansvarlig Bent Krogh
Pladsansvarlig Jens Chr Lundsby Jensen.

Se den nye bestyrelse her.

Desuden blev en vedtægtsændring om bl.a. generalforsamlingens tidsfrister og om video-medlemsmøder som supplement til vores Forårsmøde endelig vedtaget. Et medlemsforslag ”om at styrke fællesskabet ” i foreningen blev også vedtaget.

Nu kan vi alle håbe, at det snart bliver forsvarligt at mødes igen, dele vores oplevelser med hinanden og udveksle ideer og gode tanker. Bestyrelsen er klar til at modtage dem og sammen med medlemmerne være med at gøre dem til virkelighed.

Hele den nye bestyrelse siger tak for opbakningen fra medlemmerne og glæder sig til, at vi sammen fortsætter arbejdet for at skabe bedre forhold for autocampere i Danmark.

Husk at du er meget velkommen til at kontakte os med ideer og forslag, der understøtter DFAC’s virke. Skriv eller ring 😊

Bestyrelsen

Storebælt priser

Fra tid til anden er der diskussioner om passage af Storebæltsbroen med autocamper, hvilken bane skal man vælge og hvad koster det ?

Så her kommer opskriften, forudsat din autocamper har en max tilladt totalvægt på 3500 kg, og er mere end 6.00 meter lang. Autocampere under cirka 2.70 i højden kan ofte ”snige sig igennem” uden ekstra registrering som autocamper

1)
Tilmeld autocamperen enten PayByPlate (gratis) eller BroBizz.

2)
Gå derefter ind på dette link, og få registreret autocamperen som autocamper, så undgår du at din autocamper bliver forvekslet med en lille lastbil. Til registreringen skal du bruge en scannet kopi af registreringsattesten.

https://storebaelt.dk/autocamper/

3)
Tag derefter en af express-banerne, bommen går op, og lidt efter siger det biiing på BroBizz-app’en, og der hæves den rigtige pris på 295,- dkk

Generalforsamling er startet

DFAC’s årlige generalforsamling er nu startet.

Da denne jo afholdes på internettet forhindres den jo ikke i at blive afholdt pga. COVID-19, og alle medlemmer kan deltage uanset om de opholder sig i Gedser eller i Skagen.

I år vil der udover de normale afstemningspunkter også være et forslag til vedtægstændringer.
Afstemningsproceduren med de punkter der stemmes om er nu klar og kan ses på FritForum.

Medlemmerne kan stemme her på FritForum.

X