Pilotprojekt Varde.

0
9

Udviklingsrådet for Varde by indbød d. 17-19. september Danmarks Frie AutoCampere (DFAC) og Dansk Auto Camper Forening (DACF) til et fælles Pilotprojekt om at give autocampere mulighed for at parkere på Sejlklubbens store ophalingsplads i foråret og om sommeren, mens bådene er i vandet.

Allerede i 2019 var DFAC´s bestyrelsesmedlem Niels-Jørgen Jensen første gang i kontakt med Vardes Erhvervsråd om muligheden for at anvende denne plads til autocampere. I 2020 måtte et tilsvarende møde opgives på grund af Corona, men nu er projektet så sat i gang igen.

DFAC og DACF- Varde Å, Foto Jens Nielsen

Fra DACF deltog Anne & Leif Norup og Gert Melchiorsen og fra vores forening deltog Niels Jørgen Christiansen og Frieda & Kurt Jaenicke. Programmet startede fredag over middag med en virkelig interessant tur rundt i Varde hvor deltagerne så et væld af seværdigheder med Jens Nielsen og Flemming Bynge som meget engagerede og vidende guider, der kender selv de bedst gemte steder i Varde og historien bag dem. Undervejs var der rig mulighed for at udveksle ideer og tanker og også vurdere, hvad, der kan have interesse for kommende AC-turister.

Udsigt over Naturparken, Foto Kurt Jaenicke

Tilbage på ophalingspladsen ved sejlklubben var det de meget erfarne autocamperfolk, som i et engageret samarbejde kunne give arrangørerne en masse input om pladsens muligheder og de indretninger mht. vand, afløb og brandafstande mellem bilerne, som skal tænkes ind i planerne. Pladsen ligger ideelt med udsigt over Nationalpark Vadehavet, Varde å og tæt på centrum, og der er allerede vand og strømstandere rundt om på pladsen. Pladsen vil være åben fra ca. april til ca. oktober med plads til ca. 10 vogne i båse på 6×10 m.

DFAC og DACF-Varde Å-aftenhygge, Foto Jens Nielsen

Om lørdagen kom JydskeVestkysten og lavede et interview med deltagerne. Artiklen kan læses her.

Ved det gamle stålværk på Vestervold 11B, 55°37’16.6″N 8°28’29.9″E, (55.621282, 8.474964) har Varde allerede 2 pladser i AC-størrelse, så med denne plads kommer en markant udvidelse af muligheden for at parkere i Varde, hvis autocamperen er større, end almindelige parkeringsbåse kan rumme.

Udsigt over pladsen, Foto Kurt Jaenicke

Kontakten med Udviklingsrådet Varde By fortsætter efter dette spændende forsøgstræf, og vi glæder os til indvielsen af pladsen og til at bruge den fremover. Måske vi i fællesskab kan finde flere steder i vardeområdet, der egner sig til autocampere, gerne også pladser, som kan anvendes hele året, for de fleste autocampere kører året rundt.

Det er første gang, at de 2 store autocamperforeninger DFAC og DACF har været sammen om oprettelse af nye AC-pladser. Det har været en meget positiv oplevelse, og fra vores side skal lyde et ”Tak for godt samarbejde” – og lad os gerne fortsætte ad den vej sammen.

Bestyrelsen